Teatermetoder

Teatrets oprindelse og udvikling

Siden oldtiden har teater været en del af menneskets civilisation. Den græske filosof Aristoteles definerede teater som mimesis, eller efterligningen eller genfremstillingen af naturen, en essentiel menneskelig drift til at udforske livet gennem forestilling.[1] Dets oprindelse menes at ligge i religiøse ritualer og fælles fejringer, hvor samfund samledes for at opføre historier, hædre guddomme og skabe mening i verden omkring dem.[2]

Teatret har altid forandret sig – fra oldtidens Grækenlands store tragedier og komedier til middelalderens mysteriespil. I det 19. og 20. århundrede udforskede teatret temaer som industrialisering, politisk forandring og menneskelig psykologi og afspejlede tidens sociale omvæltninger.[3] Teater blev betragtet som et spejl af virkeligheden, der gav publikum mulighed for at reflektere over det samfund, de levede i.[4] Nutidens teater fortsætter denne udvikling og omfavner en bred vifte af former og stemmer, samtidig med at det forbliver et stærkt medie for samfundskommentar, kulturelt udtryk og historiefortælling.

Hvad er anvendt teater?

Forestillingen er kun ét aspekt af teater. Det står for en metode til uddannelse, kommunikation og udforskning af den menneskelige oplevelse. Mennesker forbinder følelser, idéer og adfærd gennem teatralske udtryksformer og omdanner fantasi til forståelse. Teaterteknikker hjælper deltagere med at udvikle empati, udtrykke deres tanker og tænke kreativt og følelsesmæssigt om virkelige problemstillinger i uddannelses- og ungdomsarbejdsmiljøer.

Anvendt teater, i modsætning til kommercielt eller forestillingsfokuseret teater, foregår i ikke-traditionelle rammer og henvender sig til lokalsamfund – ofte marginaliserede eller sårbare grupper.[5] Anvendt teater bruger drama- og performanceteknikker til at adressere samfundsrelevante problemstillinger, hvor deltagerne har en personlig interesse i det emne, der udforskes.[6] Anvendt teater, også kendt som anvendt drama eller anvendt performance, er en paraplybetegnelse for brugen af teatralske praksisser og kreativitet, der engagerer deltagere ud over det mainstream teater.

Både traditionelt og anvendt teater deler dybe rødder og mange mål. Traditionelt teater (fra Shakespeare til Brecht til nutidigt uafhængigt arbejde) kan uddanne, provokere, fremme empati, fungere som et fælles ritual og fungere som et spejl af samfundet. Professionelle ensembler verden over har længe omfavnet socialt engagerede, deltagerorienterede og fællesskabsorienterede tilgange. Forskellen mellem de to er derfor et spørgsmål om vægtning og kontekst snarere end om formål. Traditionelt teater involverer typisk trænede skuespillere, der opfører manuskriptbaserede værker, ofte i formelle spillesteder, med primært fokus på den æstetiske kvalitet af den endelige forestilling. Anvendt teater derimod engagerer ikke-professionelle og medlemmer af lokalsamfundet (ofte fra marginaliserede grupper) i en proces, der eksplicit er ikke-formel, uddannelsesmæssig eller terapeutisk, i vid udstrækning uden manuskript og orienteret mod personlig og kollektiv forandring frem for en poleret forestilling. Det finder sted i medborgerhuse, skoler, fængsler og offentlige rum snarere end på teaterscener. Som Eric Bentleys grundlæggende definition udtrykker det: “A efterligner B, mens C ser på” – og det er netop dette trekantforhold mellem skuespiller, handling og publikum, som anvendt teater konstant forstyrrer og genopfinder. I anvendt teater bliver “publikum” aktivt; “skuespillerne” er medlemmer af lokalsamfundet; og “forestillingen” er uadskillelig fra læreprocessen. Anvendt teater fokuserer specifikt på processen med læring og personlig vækst.[7] Deltagerne er aktive skabere af meningsfulde interaktioner, der udforsker temaer, som betyder noget for dem, i et støttende miljø.

I rollespil antager deltagerne for eksempel forskellige persona for at undersøge komplekse omstændigheder, såsom en konflikt på arbejdet eller blandt naboer. Gennem denne kropsliggjorte oplevelse opnår de nye indsigter, skærper deres kommunikationsevner og dyrker empati. På samme måde fremmer improvisation selvtillid, opfindsomhed og hurtig tænkning, når deltagerne reagerer på situationer uden at følge et manuskript. Disse metoder understøtter unges læring gennem handling og fælles opdagelse, samtidig med at de fremmer autentisk selvudtryk.

De Undertryktes Teater, teater i undervisningen, dramaterapi, community-teater og andre forskelligartede praksisser er alle inkluderet i den brede kategori anvendt teater.[8] Disse metoder fremmer kreativitet, involvering og samarbejde og gør teater tilgængeligt for alle, uanset kunstneriske evner eller tidligere erfaring.

Facilitatorer bemærker ofte, at teater giver mennesker selvtillid og en stemme. Når de først føler sig trygge i gruppen, har selv generte eller tilbageholdende personer en tendens til at udtrykke sig mere. Dette fænomen forklarer, hvorfor teater er et så effektivt medie for oplevelsesbaseret læring – læring gennem deltagelse, introspektion og gruppeudforskning.